Hvad kan jeg blive?

Mulighederne er mange, hvis du er interesseret i en karriere i banebranchen

Spørgsmålstegn

Dit ansættelsessted kan være både hos offentlige myndigheder som Trafik- og Byggestyrelsen, infrastrukturforvaltere som Banedanmark og Metroselskabet, operatører som DSB og private virksomheder såsom rådgivere, entreprenører og leverandører.

RailTech DTU er etableret i et samarbejde mellem DTU og Banebranchen, og centeret har derfor en tæt kontakt til branchens medlemsvirksomheder.

En god måde at blive klogere på jobmulighederne i branchen er at deltage i de karrierearrangementer, som RailTech DTU afholder en eller flere gange årligt. En anden mulighed er at søge en af de praktikstillinger, som virksomhederne jævnligt slår op. Det kan både være den obligatoriske praktik på Diplomuddannelsen, men der er også mulighed for praktikophold på kandidatstudiet. RailTech DTU kan hjælpe dig med at finde frem til den rette virksomhed.

Alternativt kan du også søge et studierelevant job, hvor du kan få lov til at prøve kræfter med nogle af de opgaver, som du kan komme til at sidde med i din fremtidige karriere. Også her kan RailTech DTU hjælpe dig med kontakt til virksomhederne. Vi har adgang til et stort netværk i branchen.  

En sidst mulighed for at få kontakt til branchevirksomhederne kunne være at skrive en opgave - et studieprojekt eller speciale - i samarbejde med en virksomhed. I DTU's praktik- og projektbank kan du finde aktuelle opgaveforslag. Alternativt kan RailTech DTU hjælpe dig med kontakt til den virksomhed, som du gerne vil samarbejde med. Virksomhederne har selv lagt en række aktuelle projektforslag frem.